Handelsvilkår på Minlejebolig.dk (De-Facto ApS, cvr.:35528024)

Når man har en hjemmeside, hvor ens gæster betaler for udvalgte services og ydelser er det et krav, at man har beskrevet sine betingelser i et bestemt sprog. Desværre er det sprog oftest bestemt af advokater og jurister, hvilket gør at det nogle gange kan være svært at forstå hele teksten. Derfor har vi skrevet teksten i to udgaver, en i lægmandstermer og en i den lovbestemte formelle tone. Den sidste finder du nederst på siden.

  

Vores betingelser i lægmandstermer 

Når du opretter din profil på MinLejebolig, ser du denne tekst ” Ved klik på "opret profil" godkender du vores Betingelser ….” 

- det betyder at du godt ved, at hvis du køber nogle af de services der koster penge med dit kreditkort eller din mobiltelefon – så trækker vi også det aftalte beløb på din konto.

 

Pris, betaling og fortrydelsesret

Når du betaler med kreditkort eller sender din info SMS til 1245 køber du produktet med det samme. Når du køber et produkt i en fysisk butik, frafalder fortrydelsesretten til købet når du tager produktet i brug. Det samme gælder også på Internettet – så med det samme du bruger dit købte produkt, kan du ikke længere fortryde købet. Hvis du fortryder at have købt kontaktinformationerne til dit næste drømmehjem, skal du logge af med det samme og kontakte vores kundeservice. DER ER IKKE FORTRYDELSESRET VED AUTOMATISK FORNYELSE. Her vil vi nemt kunne se om profilen ikke har været aktiv siden købet af produktet – og efterfølgende refundere pengene med det samme.

Hvis du ikke ønsker at fortsætte med den automatiske fornyelse, skal du afmelde dit produkt senest den dato og tidspunkt, som står under kontoinstillinger, for automatiske fornyelses dato. Når produktet har været taget i brug, er der ikke længere fortrydelsesret. Husk derfor at afmelde dit produkt, når du ikke længere bruger det.

Vores Infopakke koster 19 kr. for de første 5 dage, efterfølgende koster det 299 kroner pr måned, som vi trækker automatisk/abonnement indtil du afmelder dig.. Dette gøres under dine kontoindstllinger. Vores BoligAgent er gratis de første 7 dage, derefter koster den 124 kroner for 14 dage, som vi trækker automatisk/abonnement indtil du afmelder dig. Det kan altid afmeldes og gøre under dine kontoindstillinger.

 

Pris, betaling og fortrydelsesret 

”Men min drage stjal min telefon og købte en infopakke” – ”Nogle gange køber Siri selv ting på Internettet for mig” – ”Det der skete var, at jeg var blevet rigtig fuld og tænkte at jeg ville forlade min mand, så jeg begyndte at kigge efter lejligheder. Men i dag, hvor jeg er ædru, kan jeg godt se at jeg overreagerede en lille smule. Så jeg har faktisk slet ikke brug for produktet mere. Med mindre jeg kan bytte en infopakke til en pakke Panodil?”

 

 - det er alle sammen rigtig gode undskyldninger, og vi behandler alle henvendelser individuelt – og som oftest indenfor en arbejdsdag. Der kan dog være undtagelser, når der eks. er ferie, helligdag, IT-nedbrud, demonstrationer, strejke eller krig og naturkatastrofer. Faktisk kan vi ikke rigtig garantere noget som helst hvis der udbryder krig, eller hvis en kæmpe orkan rammer vores yndige lille land.

  

Generelle regler

Tal pænt, undlad at være en racistisk tosse, lad være med at opfordre til vold og andre dumheder, hold de bare bryster og tissemænd til din dating profil og undgå at chikanere og komme med usandfærdige påstande, med andre ord: vær voksen, ærlig og reel. Hvis du har en dårlig oplevelse med en bruger, er du altid hjertens velkommen til at ringe til os, så tager vi hånd om sagen omgående. 

- det er nærmest selvsagt, at vi har ret til at slette alle annoncer og brugere der ikke overholder disse regler.

 

Nyhedsbrev og ændringer af vilkår 

Når du tilmelder dig MinLejebolig, er du også så velsignet at blive optaget på vores meget eksklusive liste over modtagere af vores nyhedsbrev. Vi sender ikke nyhedsbreve for ingenting – men kun når der rent faktisk er noget nyt at sige. Det kan være ting som nye funktioner der kan gøre dit liv nemmere – eller ændringer af vores vilkår. Som nævnt tidligere, er der en række regler man skal overholde når man har en hjemmeside. Blandt andet reglerne vedr. online betalinger. Det betyder at vi er underlagt en lov, og ændres den skal vi selvfølgelig også ændre vores vilkår – og når de ændres, er det bedst at du også er klar over det.

  

Ophør af forhold

Når du har fundet dit drømmehjem, er det med en glædeståre i øjenkrogen vi vinker farvel til dig i dørtærsklen. Du kan sige farvel til os ved at gå ind under Minlejebolig.dk/Bruger/Konto og deaktivere dine produkter eller slette din profil. Det er faktisk den eneste måde du kan sige farvel til os på. For at sikre at brugere ikke slettes af uvedkommende, kræves det at du selv aktivt logger på din konto for at slette den. På den måde sikrer vi at du ikke mister din konto ved en fejl. 

 

Ved konkurrencer / kampagner

Deltager du i en konkurrence afholdt af MinLejebolig.dk accepterer du betingelserne for denne konkurrence, hvilke er specificeret nøje når du tilmelder dig konkurrencen.

Gør du brug af en af vores kampagner, enten direkte på MinLejebolig.dk eller via en af vores samarbejdspartnere, accepterer du betingelserne for denne kampagne. Kampagnebetingelserne finder du på forsiden af tilmeldingssiden til kampagnen.

 

Spørgsmål og kundeservice

Har du et spørgsmål, ris eller ros er du altid velkommen til at tage kontakt til os. Du kan ringe til os på +45 71 99 21 91 eller sende os en mail på [email protected]

 

Sociale medier

Når du bliver godkendt som medlem i en af vores grupper på Facebook, accepterer du at vi må dele dit opslag i vores grupper på MinLejebolig.dk og øvrige sociale medier, for på den måde at få dit opslag ud til endnu flere. Her kan du se en liste over nogle af vores mest populære Facebook- grupper og sider.

 

 

** Lovpligtig udgave af vores betingelser **

Det er en betingelse for alle køb på minlejebolig.dk, at du har læst og accepteret disse handelsbetingelser. 

Brugerens markering af feltet "Jeg accepterer handelsbetingelserne", skal anses for at udgøre en aftale mellem dig og minlejebolig.dk, hvorefter minlejebolig.dk og du er bundet af vilkårene. 

Aftalen om tilkøb sker mellem en dig (annoncøren) og minlejebolig.dk (annonceformidler).

  

Betaling

Ved betaling accepterer du at minlejebolig.dk må trække det aftalte beløb, der er i overensstemmelse med den valgte ydelse, enten fra dit betalingskort eller mobilregning. 

Så snart betalingen er gennemført vil ydelsen være synlig på minlejebolig.dk. Da annoncering starter straks efter betaling er der ingen fortrydelsesret for købet. Annonceringen løber i den angivne periode og kan ikke opsiges. Slettes en annonce eller bruger vil den resterende periode af ydelsen gå tabt.

Enhver form for online overførsel af penge sker via en SSL-forbindelse. Det betyder, at der bliver oprettet en krypteret forbindelse mellem dig og Minlejebolig.dk, så eksempelvis kreditkortoplysninger ikke kan læses eller opfanges af andre. En SSL-forbindelse kan genkendes på, at der i din browsers statuslinje er et låseikon, hvor låsen er lukket. 

Med henblik på at tilvejebringe en maksimal sikkerhed af dine betalingskortoplysninger gemmer minlejebolig.dk således ikke dine kortoplysninger. Dette indebærer, at vi opfylder meget høje krav til sikkerheden.

Efter betaling af de valgte ydelser vil du modtage en kvittering for købet pr. mail eller SMS.

 

Priser

Infopakken koster kun 19 kroner for de første 5 dage og derefter 299 kr pr måned som bliver trukket automatisk indtil du afmelder dig. Det kan altid afmeldes og gøre under dine kontoindstillinger.

BoligAgenten er gratis de første 7 dage og derefter 124 kroner for 14 dage indtil du afmelder dig. Det kan altid afmeldes og gøre under dine kontoindstillinger.

 

Fortrydelsesret

Der er ingen fortrydelsesret for køb af tjenester og/eller ydelser på MinLejebolig.dk. Så snart betalingen er gennemført, har levering fundet sted og ydelsen/ydelserne vises på minlejebolig.dk. Da annoncering starter straks efter betaling er der ingen fortrydelsesret for købet. Tjenesteydelsen er dermed modtaget og taget i brug af dig, hvorved ydelsen ikke kan tilbageleveres. Det betyder, at dit køb af ekstra synlighed på minlejebolig.dk ikke kan fortrydes. Ved din accept af disse almindelige vilkår accepterer du således samtidig, at fortrydelsesretten ikke gælder for dit køb af ekstra synlighed på minlejebolig.dk. Ønsker du ikke at fortsætte med dit produkt, skal produktet afmeldes inden det automatiske fornyelse. 

 

Regler for annoncering

Når du køber ekstra synlighed på minlejebolig.dk er det et krav, at du har en reel hensigt med din annonce. Der må således ikke optræde forkerte eller vildledende oplysninger i annonceringen. Minlejebolig.dk godkender alle annoncer og forbeholder sig ret til at rette eller slette annoncer med forkert eller vildledende indhold.

 

Ved enhver annoncering skal indholdet udformes i en god og sober tone, således at indholdet på ingen måde kan virke stødende eller krænkende. Det er f.eks. ikke tilladt at:

  • opfordre til ulovligheder 
  • bringe racistiske kommentarer
  • bringe trusler om vold 
  • bringe pornografisk materiale
  • chikane 
  • bringe ærekrænkelser (injurier), uretmæssige beskyldninger m.v.

Minlejebolig.dk kan uden varsel fjerne eller ændre alle oplysninger, der bryder med disse regler.

 

Udsendelse af e-mails til dig

Med din accept af disse vilkår giver du samtidig minlejebolig.dk din accept til at sende dig e-mails med oplysninger vedrørende ekstra synlighed, herunder f.eks. opdateringer, services, ophør og tilkøb af yderligere annonceringsperioder mv.

 

Tilbagebetaling ved manglende kontakt

  • Manglende kontakt

For at få sine introbetaling på 19 kroner tilbage, kræves det at du har købt din InfoPakke udelukkende for at få fat en bestemt udlejer.

 

  • Aktivitet

For at få sine penge retur, kræves det selvfølgelig at profilen ikke har haft anden aktivitet siden købet af pakken. Det kan testes med det samme en anmodning om tilbagebetaling ønskes.

 

  • Betaling

Beløbet vil som oftest være tilgængeligt på din konto samme dag, såfremt din anmodning modtages inden kl. 16.00. Vi garanterer at du har dine penge på din konto senest 2-5 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen.

 

Ophør

Aftalen ophører, når perioden til den tilkøbte ydelse udløber eller annoncen slettes. Perioden vil altid fremgå ved bestilling og i den kvittering vi sender til din mail.

Du kan til enhver tid slette din annonce på minlejebolig.dk, dette vil dog betyde at den resterende tid på annoncen og evt. tilkøb vil være tabt, da den resterende tid og tilkøb på annoncen ikke kan overføres til en ny annonce.

 

Spørgsmål

Alle spørgsmål, ønsker om hjælp og reklamationer kan stilles til følgende e-mail: [email protected]

 

Ansvarsfraskrivelse 

Minlejebolig.dk formidler kontakten mellem lejer og udlejer og er ikke part i selve udlejningen af et produkt/service. Minlejebolig.dk yder ingen former for garanti eller forsikring af dit udlejet/lejet produkt. Dette er lejer/udlejers ansvar at produktet/servicen lever op til beskrivelsen, samt behandlingen hos lejer foregår i henhold til aftale med ejer/udlejer.

 

Minlejebolig.dk er ikke erstatningsansvarlig for de eventuelle tab, der måtte opstå i forbindelse med din benyttelse mv. af de tjenesteydelser minlejebolig.dk stiller til rådighed. Minlejebolig.dk er herudover ikke erstatningsansvarlig for tab, som skyldes:

  • Nedbrud i og/eller svigtende adgang til IT-systemer, servere mv., eller ødelæggelse/beskadigelser/tab mv. af data i disse systemer, der bl.a. kan henføres til nedennævnte begivenheder uanset, at det er MinLejebolig.dk, der står for driften af systemerne.
  • Svigt i strømforsyning eller telekommunikation hos MinLejebolig.dk.
  • Lovindgreb. 
  • Terror eller hærværk (herunder computervirus og -hacking), uroligheder, oprør, sabotage, krig eller naturkatastrofer. 
  • Strejke, lockout, boykot eller blokade, uanset om konflikten er rettet mod eller iværksat af MinLejebolig.dk selv eller dennes organisation, og uanset konfliktens årsag. Det gælder også, når konflikten kun rammer dele af MinLejebolig.dk.
  • Andre forhold, omstændigheder og force majeure af enhver art, som er uden for MinLejebolig.dk kontrol.

 

Ændring af vilkår

Minlejebolig.dk forbeholder sig ret til med 14 dages varsel at ændre nærværende vilkår. 

Meddelelse om ændringer vil blive sendt til den e-mailadresse, som du har registreret dig med på minlejebolig.dk og/eller offentliggjort på minlejebolig.dk.